Behandlingen

Behandlingen på Bakkely er baseret på den narrative tilgang og mentalisering, og er bygget op om et miljøterapeutisk rammesæt. Miljøterapien foregår i hverdagens samvær mellem de unge, kontaktpersonerne og det øvrige personale. Alle aspekter af den unges hverdag er tilrettelagt sådan, at de støtter og bidrager til den unges terapeutiske proces.
Med miljøterapi er det muligt for os at arbejde terapeutisk i alle døgnets timer,  at etablere et kontinuerligt og vedholdende arbejde, samt at arbejde med problemstillingerne, netop som de opstår i hverdagslivet.

 

Miljøterapi

Miljøterapien på Bakkely er omdrejningspunktet for strukturen i ugens løb. Det er via miljøterapien, at de unge blandt andet lærer at forholde sig til de daglige gøremål såsom at fastholde en struktur. Der er i løbet af hverdagene indlagt faste tider til projekt, hvor der er aftalt forskellige gøremål på matriklen, som det forventes, at man deltager i på det niveau, man befinder sig på. Det kan helt konkret være indkøb og tilrettelæggelse heraf, rengøring, oprydning på fællesarealer og udflugter.

Yderligere omhandler vores miljøterapeutiske arbejde konstant at være i dialog omkring, hvilke udfordringer der kan være for den enkelte, og hvordan man kan arbejde sig ud af eventuelle forhindringer i en given situation.

 

Individuel terapi

Udover den faste struktur er der i miljøterapien rammegivet tid til individuelle terapiformer. Vi arbejder med hele mennesket, både krop og sind, og det forventes, at man hver 14. dag deltager i samtaleterapi med vores uddannede narrative terapeuter på stedet. For at opnå en vellykket behandling er det altafgørende, at der findes ind til og arbejdes med de bagvedliggende årsager til symptomerne. Altså hvorfor har man OCD, en spiseforstyrrelse etc.

 

Det hele menneske

Ud over de psykoterapeutiske samtaler og dagligdagen i miljøterapien ved vi af erfaring, at man er nød til at have det hele menneske for øje. Mange af vores beboere kan opleve ringe kontakt til deres egen krop, føle sig stressede/sitrende og ude af stand til at grounde. Derfor har vi uddannet det meste af vores personale til at tilbyde følgende terapiformer:

-NADA
-Wellness massage
-Terapeutisk massage
-Kropstraume massage
-Laser